Ordblindestrategi
På Åløkkeskolen gør vi en struktureret og grundig indsats for tidligst muligt at opspore de elever, som har skriftsproglige udfordringer, herunder ordblindhed.
Test i skoleforløbet
Vi tester eleverne gennem hele skoleforløbet for at kunne foretage de rigtige tiltag for den enkelte elev, så han/hun hjælpes og støttes bedst muligt.
Efter alle test gennemarbejder klassens dansklærer i fællesskab med læsevejlederen testmaterialet og laver diverse tiltag i forhold til enkelte elever og/eller den samlede klasse. De øvrige lærere i klassen orienteres om elever i læseudfordringer, så disse elever understøttes i alle fag.
Vi tester eleverne for at kunne lave en målrettet handleplan og støtte den enkelte elev.
Hvis eleverne tidligt får den nødvendige ekstra støtte og opmærksomhed i forbindelse med læseundervisningen, er det muligt at forebygge og reducere deres læsevanskeligheder.
Derfor er det relevant allerede i de første skoleår at identificere de elever, der er i risiko for at udvikle ordblindhed.
Herunder ses teststrukturen på Åløkkeskolen
• 0. klasse: Sprogvurdering for alle elever.
• 0.-1. klasse: Ordblinderisikotest (udarbejdet af Undervisningsministeriet) for udvalgte elever i 0.- 1. klasse.
• I 2. klasse: DVO-screening på 2.årgang
(Dansk Videnscenter for Ordblindhed udviklede i 2007 en procedure til identifikation af elever i risiko for ordblindhed kaldet DVO).
• 3. klasse: De elever, der har skriftsproglige udfordringer, testes med en udvidet DVO-test.
• 3. klasse: De elever, der i foråret i 3. klasse viser tegn på ordblindhed, tilbydes den Nationale ordblindetest.
• 1.- 6. klasse: Vi bruger årligt Hogrefes test og nationale tests til at vurdere, hvilke elever, der skal have ekstra opmærksomhed ift. læsning og evt. ordblindhed.
Under hele skoleforløbet samarbejder forældre, klasselærer og læsevejleder om at støtte og udvikle eleven mest muligt ift. læsning.
En elev kan tidligst i foråret 3. klasse erklæres ordblind, men også i 4.- 5.og 6.klasse finder vi ordblinde elever. Hvert år tilbydes udvalgte elever i læseudfordringer ordblindetesten.
Når en elev er erklæret ordblind, tilbyder vi fra skolens side forskellige værktøjer. Det kan være en chromebook, så eleven kan benytte diverse læse/skrive-teknologier f.eks. APPwriter. Elevens tilmeldes NOTA, som er en database, hvor eleven og lærerne kan finde diverse undervisnings-materialer, som kan læses op. Desuden har vi forskellige tiltag på skolen for vores ordblinde elever, f.eks. opfordres de til at deltage i vores lokale netværksgruppe, hvor vi flere gange i løbet af året samler alle skolens ordblinde elever til forskellige aktiviteter.
Når en elev er vurderet ordblind, så udarbejdes en individuel handleplan for eleven, heraf fremgår mål og indsatser for elevens læseudvikling.
Det kan der læses mere om i brochuren “Ordblind og hva´ så” (findes andetsteds på hjemmesiden)
Forældre og elever er altid velkomne til at kontakte skolens læsevejleder. Kontaktinformation kan fås via elevens lærere eller skolens kontor.