Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læsebånd og læselyst

Læsebånd 

Læseforskerne siger, at det tager ca. 5000 timer at udvikle gode læsekompetencer.
På Åløkkeskolen ønsker vi at styrke elevernes læsekompetencer gennem et struktureret læsebånd. Vi ved, at hvis vi styrker læsningen generelt, styrkes indlæringen i alle fag.

Læsebåndet på Åløkkeskolen går alle dage i gang kl. 8:00, hvor eleverne er klar med deres læsemateriale. (Undtagen tirsdage hvor der er fællessamling). Elever i alle klasser læser i 15 minutter.

I læsebåndet beskæftiger vi os i alle fag med målene for læsning. Det er læreren, som har 1.lektion, der underviser i læsebåndet. Derfor kan læsningen nemt have sammenhæng med det indhold, der skal arbejdes med i timen efter.

Læsemål på Åløkkeskolen:

  • At alle elever udvikler gode sprog-, skrive- og læsekompetencer, som ruster dem til at deltage aktivt i samfundslivet.

  • At eleven møder forskellige genrer og tekstformer og dermed udvikler gode læsevaner og varierede læsestrategier, som grundlag for lyst til læsning i alle skolens fag, såvel som i fritidslivet. 

Via læsebåndet træner børnene i at læse hurtigere og mere sikkert. Desuden trænes deres tekstforståelse. 
Der er mange forskellige læseaktiviteter i læsebåndet f.eks. arbejder vi med ordkendskab, genrehjul, frilæsning, makkerlæsning, “flydende læsning”, oplæsning, afprøvning af læsestrategier mm.

I læsebåndet er der tid til fordybelse i læsningen, og vi får en stille og rolig start på dagen.

 

Læselyst

Udover at motivere til daglig læsning og vedholdende træne elevernes læsekompetencer ønsker vi også at stimulere de dygtigste læsere til mere læsning, derfor tilbyder skolens læringscenter ”Læselyst”.

Læselyst er arrangeret af PLC og er et tilbud til de dygtige læsere. Eleverne læser og diskuterer litteratur og videreformidler litteraturen til alle skolens elever. Læselyst er små hold à 8 elever, som mødes 1 gang om ugen, i ca. 8 uger, sammen med PLC medarbejderen. Tilbuddet gælder for elever i 5. og 6. kl. og fra foråret ´22 også for elever i 3. og 4. kl.

Udover at fordybe sig i læsning og litteratur er der også mulighed for at tage på udflugt med læselyst-gruppen. Tidligere grupper har besøgt Hovedbiblioteket, et fagbogsforlag og bibliotekaruddannelsen.